GuideData og måling

Server-side tracking

Hvad det er

Server-side tracking er konverterings-events sendt til annonceplatformene og analyseværktøjet fra en server I kontrollerer. Det kører ved siden af browser-trackingen eller afløser den.

Hvad det er godt til

Det henter noget af det signal tilbage som går tabt til blockers og til browsere der begrænser cookies. Platformene byder ud fra konverteringsdata, så en mere komplet optælling er den kommercielle pointe. Og opsamlingen flytter ind under jeres kontrol: I bestemmer hvad der sendes, og med hvilke felter.

Hvad det koster at eje

Selve bygget er udviklerarbejde: en udvikler sætter et endpoint eller en hostet container op og mapper derefter shoppens events med et fælles event-ID, så browser og server rapporterer det samme salg én gang. Vedligeholdet er den største halvdel, for snitfladerne ændrer sig, og den der byggede det, er ofte gået videre. Der er to begrænsninger ingen opsætning kommer uden om. Samtykke bliver kun tjekket hvis I selv gør det i jeres egen kode. Og glider det fælles event-ID, tæller det samme salg dobbelt; en pixel der fejler, viser nuller, mens denne løsning viser vækst når den fejler.

Hvornår det passer dårligt

Det passer dårligt når der ikke er afsat udviklertimer efter go-live, for et byg uden vedligehold er det der giver de oppustede tal ovenfor. Det passer også dårligt når de fleste besøgende siger nej til samtykke: de events I lovligt må sende, er dem fra den andel der siger ja, så det er størrelsen på den andel der afgør hvor meget signal der er at hente. Og holder ingen i dag platformenes tal op mod shoppen, bygger man en ny forbindelse til et tal som ingen alligevel tjekker.

Hvor det passer ind

Det kører ved siden af pixelen, deduplikeret, og bag samtykkeplatformen, og Google Tag Managers server-container er det man typisk bruger. Go-live-datoen bliver et skel i tallene: hver sammenligning hen over den sammenligner to måder at tælle på.

Min erfaring

De opsætninger jeg har set holde over tid, har haft en udvikler der blev ved med at kigge til dem efter go-live.

Relateret

Alle 25 systemer